Sri Lanka – Dag 2, del 2: Til middag hos en srilankansk familie

I løbet af dagen inviterede vores chauffør os hjem til sin kærestes hus til aftensmad – det kunne vi ikke sige nej til. Mere lokalt og autentisk bliver det ikke. Hun bor med sin familie i nærheden af vores værelse i et meget spartansk indrettet hus beliggende langt ude ad en grusvej, midt i en jungleskov.

Efter to timers kørsel i tuk-tuk fra Polonnaruwa tilbage til Sigiriya i heftig lyn og torden var vi  ret lettede da vi endelig kom tilbage til værelset. Men vi havde sagt ja tak til at komme med chaufføren hjem til aftensmad, så vi skiftede hurtigt tøj og satte os ud i tuk-tuk’en igen. Måske 15 minutters kørsel længere ud i regnskoven kom vi til et lille hus.

Væggene var rå mursten og gulvet ren beton. De to soveværelser var kun adskilt fra resten af huset med forhæng. Langs væggene stod nogle plastikstole, hvor familien tydeligvis normalt sad og spiste. I anledningen af vores besøg satte de et lille bord op midt i stuen, hvor der blev dækket op til Isabella og mig.I Sri Lanka spiser man med fingrene. På vej ud til huset stoppede vores chauffør derfor ved en nabo for at hente noget bestik til os. Vi fik dog forklaret, at det var helt ok for os at spise med fingrene 🙂

Maden var virkelig god! Den bestod af ris og flere slags srilankansk karry. Dertil papadums. Det var nok det bedste måltid vi fik på hele turen.

I køkkenet lå der 11 50-kilos sække med ris. Udstyret med den lille parlør fra ‘Turen Går Til’ fandt vi ud af at den lille familie spiser ca. en sæk ris om måneden – altså 50 kg.Desserten var frugt fra deres egen have. Deriblandt jack fruit, som faren i familien viser frem.Den blev skåret ud på gulvet i køkkenet og ser sådan her ud indeni:Familiens yngste datter har downs syndrom. Hun kunne slet ikke koncentrere sig om at spise sin aftensmad, fordi hun grinte og grinte af de to høje, lyshårede gæster 😊

En fantastisk oplevelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.