Sri Lanka – Dag 2, del 1: Sigiriya Rock og tuk-tuk til Polonnaruwa

Chaufføren, som havde sat os af ved værelset midt i regnskoven aftenen forinden, stod i dag klar med sin tuk-tuk kl. 6.15 for at køre os til Sri Lankas nok mest kendte og populære attraktion; den 200 m høje Sigiriya Rock med fundamenter fra et oldtidsfort fra år 477-495 på toppen. Fortet, der kaldes løvefortet pga. indgangen udformet som en løve, er på UNESCO’s verdensarvsliste. Mange trappetrin senere nåede vi toppen og den flotte udsigt.Efter frokost kørte vi til Polonnaruwa, som restauranten sagde lå i nærheden. Alt er selvfølgelig relativt – vi synes dog to timer hver vej i tuk-tuk på hullede veje var lidt langt 😆 Men vores chauffør var så sød – selvom han nærmest intet engelsk forstod eller talte – så ingen klager herfra. Undervejs blev vi stoppet af politiet, som ikke ville lade os køre videre fordi vores chaufførs kørekort åbenbart var udløbet. Et godt stykke tid senere blev vi dog frigivet mod betaling af 1000 rupees (40 kr). Uvist om der faktisk var tale om en reel betaling for en fornyelse af kørekortet eller smørepenge…Oldtidsbyen Polonnaruwas mange ruiner står stadig pænt og er virkelig imponerende. De mange aber og deres søde unger var dog næsten en ligeså stor attraktion. Man skal tage sine sko af inden man går ind i et tempel.Hvor turen derhen i flot solskin og en masse at se på langs vejen var rigtig god og spændende – på trods af et uplanlagt ophold ved en politikontrol – føltes turen hjem rigtig lang – det begyndte nemlig at regne kraftigt og lyne og tordne. Siddende på bagsædet i en lille tuk-tuk med lynnedslag hvad der føltes som lige foran os på vejen følte Isabella og jeg dødsangsten komme snigende 😬 Vi var ret pressede! Så fik ikke taget hverken billeder eller film for at dokumentere hvor vildt det faktisk var 😜

Vi nåede dog tilbage til Sigiriya i god behold – klar til et af Sri Lanka-turens absolutte kulturelle højdepunkter: Aftensmad i et srilankansk hjem.

Se flere billeder og video her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.